Størrelse
Temperament
Pelspleje
Aktivitets-
niveau
Farveskala
Ruhåret hønsehund er en af de mest populære all-round jagthunde. Den er energisk, selvsikker og arbejdsom. Den trives i aktive familier, der færdes udendørs og knytter sig tæt til dem, som den bor sammen med, og er godmodig overfor familiens mindste. Som jagthund er den et multiværktøj, der klarer enhver opgave med den rigtige træning. Den løser nemt en opgave selv, men vil gerne arbejde sammen med sine mennesker.
Den ruhårede hønsehund kræver kontakt, aktivering og træning. Som alsidig jagthund finder den ruhårede hønsehund fornøjelse med et bredt udvalg af opgaver, og kan præges i den retning, man ønsker. Kontakttræning er nøglen til et stærkt samarbejde i alle henseender. Den egner sig ikke som udelukkende selskabshund, men med god aktivering får man et selskabeligt familiemedlem.
Den ruhårede hønsehund er en relativt selvstændig hund med stor jagtlyst – med en stor aktionsradius. Det vil sige, at den gerne søger langt ud på jagt, men den søger også gerne kontakt. Dens selvstændighed afhænger af jagtform og træning. Jagtlysten kan formes gennem vedholdende positiv træning.
Pelsen er hård, ru og tilliggende med 2-4 cm lange dækhår over en tæt underuld. Den er næsten vandtæt og beskytter effektivt mod vejr og skrammer. Pelsens struktur gør den smudsafvisende. Den holdes i det daglige med karte og børste og trimmes et par gange om året.
Tidlig socialisering er sundt for alle hunde. Det og kontakttræning danner et godt grundlag for det fremtidige samarbejde. Med det stærke jagtinstinkt er det en god ide at træne impulskontrol, for på den måde får man en mere lydhør hund på bl.a. jagt. Den ruhårede hønsehund har mange medfødte egenskaber fx. Spontan-apportering, sporfasthed og den karakteristiske stand, hvorved byttedyret (f.eks. hare eller fuglevildt) trykker sig. Kunsten er at fremelske dem gennem gentagne succesoplevelser. Den responderer godt på belønningsbaseret indlæring og træning.
Hanner 61-68 cm. Tæver 57-64 cm.
27-32 kg.
Brun- eller sortskimlet med eller uden store pletter, brun eller lystskimlet.
Ruhåret hønsehund blev skabt i Tyskland i slutningen af 1800-tallet. Målet var en robust og ydedygtig, ruhåret jagtbrugshund, baseret på flere tyske hønsehunderacer. Den skulle kunne bruges på alle jagtmæssige områder og samtidig gøre nytte ved eftersøgning af skadet vildt. Den skulle kunne apportere både fra land og fra vand, og den skulle være stærk nok til at klare også ræv og hjortevildt. Resultatet blev den race, som i dag er en af de mest populære stående jagthunde.
Tyskland.
Deutsch Drahthaar.
Herunder finder du en oversigt over aktuelle kuld af racen Ruhåret Hønsehund, der pt. er til salg.
Husk også at læse guiden til, hvad du skal være opmærksom på, inden du køber hund.
FEED