D. 22 maj 2026 kom vores længe ventet kuld-D til verden. Mor og hvalpe har det alle godt og vi nyder synet af hendes store kærlighed til hvalpene. De får absolut førsteklasses omsorg og opmærksomhed. I kuldet kom der 5 hvalpe - 3 vidunderlige piger og 2 raske drenge. Vi glæder os rigtig meget til at følge deres udvikling de næste mange uger. Skulle du være interesseret i en hvalp fra dette kuld, er der måske en enkelt hvalp ledig - kontakt os for flere informationer. Med dette kuld håber jeg at kunne etablere en klassisk tævelinje til mit opdræt. Derfor faldt valget på en hanhund med linjer som jeg kender rigtig godt. Shep´s Ocean Wave (Oscar) er efter to enestående hunde, Wispa og Basil, som jeg har kendt gennem mange år. Hunde med klassiske linjer, gode bevægelser. Særligt Wispa har en helt særlig plads i mit hjerte, et enestående temperament, som på mange måder minder mig om Gossip. Oscar er fuld sundhedsundersøgt og er HD-fotograferet med HD:A samt AD:0 Derudover er Oscar øjenlyst. Gossip er en collie med hjertet på det helt rette sted. Hun møder alle med venlighed og hengivenhed. Hendes rolige væsen kommer i særdeleshed til udtryk i hendes rolle som hundemor. Det er en sand fornøjelse at opleve hendes omsorgsfulde og sunde moderinstinkt og blot kunne følge hvalpenes første leveuger og trivsel fra sidelinjen ved hvalpekassen. Gossip bærer mange spændende collier i sin stamtavle og er resultatet af mange opdrættere, som har samarbejdet på tværs af landegrænser. Heriblandt kan nævnes kennelnavne som Glenoak, Milas, Wicani og Van-M Collies. Hun bidrager med flotte sundhedsresultater. Hun er øjenlyst fri for alle undersøgte øjensygdomme på ECVO-attest. Derudover er hun HD-fotograferet med det bedst mulige resultat – HD: A. Hendes DNA-test giver også mange spændende muligheder at bygge videre på. Vi har fået hvalpe i farverne, Zobel, Tricolor og Zobel Merle.
Far
Shep's Ocean Wave -
MOR
Wicani Hot Gossip